Fem lokale håndværkere fra Slagelse Kommune har sparet deres kommune for meget.
Kommunen tog kontakt til lokale håndværkere og bad dem byde ind på renoveringen af et nyt psykiatrisk værested i ”Rosenhuset,” Bredegade 10, Slagelse.
Det nyrenoverede værested blev indviet med reception den 28. marts 2012. Håndværkere og brugere af værestedet fik hilst på hinanden og skålede for glade dage i Rosenhuset.
Både bygherre og håndværkere var meget tilfredse med samarbejdet.
LBJ Tømrerforretning stod bag tømrerarbejdet, Villy Nielsen & Søn klarede murerarbejdet.
Sv. Aa. Nielsen står bag elarbejdet, mens Malerfirmaet Råd & Mal fik malet alle vægge i lyse farver. OP VVS klarede kloakeringen.
De fem virksomheder ligger alle i Slagelse Kommune.
Ejendommen Bredegade 10 er nu forvandlet til et indbydende værested for brugerne, der her kan skrive på pc, modtage folkeskoleundervisning, spille bordtennis og billard, dyrke motion og prøve deres evner i de kreative værksteder.
Brugerne rejser også og tager på fælles udflugter, og de står selv for det meste af husets drift.
//////Malermester Ib Abildgaard fra Råd & Mal i Dalmose var glad for både renoveringsopgaven og samarbejdet med de andre lokale håndværksmestre. Det er en succes, der tåler gentagelse, mener han.
”Det gik faktisk meget godt med at være fleksible og give hinanden plads, og tidsfristen blev overholdt,” siger han i dag. ”Det var et godt projekt her i vintermånederne, der ellers er lavsæson for håndværkere.”
Men faktisk har Råd & Mal ikke savnet arbejde trods lavsæson. Mange forbrugere har nemlig fået øjnene op for, at det nok er en god ide at renovere boligen, inden håndværkerfradraget bortfalder næste år.
Ib Abildgaard syntes, det var rart at træffe værestedets daglige brugere, og han medbragte et gavekort til maling og arbejdstimer fra Råd & Mal.