Som ung tilbragte jeg mange timer om ugen i den lokale idrætsforening. Om sommeren spillede jeg fodbold og tennis på sportspladsen og tennisbanerne, mens vintermånederne stod på håndbold og badminton i hallen.
I de første mange år handlede det om at have det sjovt og møde nye venner, men efterhånden som jeg blev bedre til håndbold, kom konkurrencegenet op i mig, og jeg begyndte at stræbe efter at blive blandt de bedste til sporten.
Som så mange andre unge boldspillere havde jeg ofte lidt småskavanker og ømheder i kroppen. Det var dog ikke nok til at holde mig fra banen - og når adrenalinen pumpede og stemningen i hallen kogte, mærkede jeg da heller ikke meget til mine skavanker.
Først som 25-årig, da mit håndboldhold fik tilknyttet en fast fysioterapeut, som hver uge konsulterede alle spillere, fandt jeg ud af, at begge mine forreste korsbånd havde set bedre dage, og min ene minisk mere eller mindre var ødelagt. Dommen var klar - jeg kunne ikke fortsætte med at spille håndbold.
Det var en hård pille at sluge, men da jeg samme år havde fået min første søn og selvfølgelig gerne ville kunne spille fodbold og være aktiv med ham under hans opvækst, var der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Jeg indstillede karrieren, og drømmen om at spille i ligaen brast.
Siden jeg stoppede med at spille håndbold, er jeg blevet opereret i begge knæ, og lever i dag et aktivt liv med cykling, løb og masser af boldspil i haven. Mine gamle holdkammerater lokker somme tider med "en sikker plads på holdet", men jeg har hver gang takket nej - jeg tør simpelthen ikke tage chancen.
I stedet har jeg sagt ja tak til at være holdleder, stå for køreplaner og opdatering af klubbens hjemmeside. Jeg tager billeder, når klubbens hold spiller hjemmekampe og skriver kampreferater for herrer og damer. På den måde holder jeg kontakten til mine holdkammerater ved lige, mens jeg stadig føler, at jeg er en del af holdet - og sporten i det hele taget.
Særligt hjemmesidearbejdet er jeg blevet rigtig glad for. Jeg har aldrig været den store skribent, men når først jeg begynder at skrive om sporten, jeg elsker så højt, er det intet problem at drible hundredvis af ord ind på computeren. Foruden klubbens hjemmeside er jeg nu begyndt at skrive på diverse sportssider og fora, hvor ligesindede håndboldentusiaster deler deres viden og glæde ved spillet.
Dette indlæg er ment som en opsang til de af jer derude, som af den ene eller anden grund er forhindet i at dyrke den sport, som I elsker allerhøjst. Jeg ved, at der er mange, der, som jeg, i en und alder blev forhindret i at drive jeres sport videre grundet en skade. Det gør ondt at sige fra, men oftest er det den klogeste beslutning at tage. Dog mener jeg ikke, at beslutningen om at stoppe med at dyrke sin sport behøver at være et definitivt farvel til sporten/din hobby.
Gør i stedet som jeg, og opsøg ligesindede på nettet. Der findes blogs og fora for hvad-som-helst på nettet, og oftest er alle velkommen til at deltage i fællesskaberne. Hvis ikke du kan finde et dansk forum, der handler om den sport eller hobby, du har sagt farvel til, så prøv i stedet at søge efter norske, svenske eller engelsktalende fora om emnet.
Personligt er jeg aktiv på på hbold.dk, Grillblog.dk, Motion-online.dk, Feltet.dk m.m. Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til spændende fora på nettet.